tirsdag den 13. marts 2012

Første live-finalebord

I Event #5 ved APPT Seoul lykkedes det mig at nå finalebordet. Det endte med en 6. plads og ca. 6000 kr. Ikke det vildt store cash men sjovt at nå finalebordet i en live tour.

Vi var 108 deltagere med penge til 13. Jeg synes jeg spillede en god gang poker og især én hånd gjorde at jeg nåede langt, et gutsy move som jeg vil beskrive detaljeret herunder.

Jeg registrerede 5 min før start så endte på venteliste, dvs at 14 skulle ryge før jeg kom til. Det tog 45 min før der blev ledigt til mig. Man havde 4.000 i start stack og med blinds på 50/100 var der ikke meget at gøre godt med. Det fløj med all-ins og mange calls da det var en bounty turnering med 250 kr. pr mand man fik slået ud.

Efter at have foldet 20 hænder i streg og er nede i 3500 samler jeg esserne op i middle position. Aktiv gut før mig raiser til 550 med blinds på 100/200. Jeg vælger bare at kalde og det samme gør SB og BB.

Floppet er fint, 832 rainbow. MTH (mand til højre) C-better 600 som jeg vælger at kalde, BB kalder også. Turn 8, igen 600 bet fra MTH og kald fra mig, BB folder. River 7. Han better nu 800 og jeg går all-in efter lidt tænkning for at få kaldet, desværre folder han men stacken var nu average med ca 7.000

Får så slået en mand ud med DD mod 55, sender mig op i 15.000 godt over average.

Det varede ikke længe før jeg nappede en kæmpe stack og sikkert var tæt på chipleade:

Kigger ned i 44 i BB, middleposition raiser til 800 med blinds 200/400, SB kalder og jeg kalder. Floppet er guf: A-3-4, SB better 1500 ud som jeg kalder, oprindelig raiser kalder også. Turn: 8, SB checker, jeg better 2500 ud da der er et flushdraw på bordet. Oprindelig raiser folder, mens SB går all-in for 20.000!, Jeg snapper og han har E-3 svær hånd at komme væk fra for hans side. Jeg holder hjem og er over 30K.

De næste par timer er stille og rolige, kalder en masse små stacks med medium hænder for at få deres bounty men de holder hjem hver gang som sender min stack ned i 20.000

Får grindet mig op i 30.000 efter et frækt move mod en kinesisk pige til venstre for mig:
Sidder i BB med Q10, alle folder og jeg raiser til 1500 med blinds 250/500, hun reraiser til 3500 med en stack på ca 35.000. Jeg vælger et lidt tvivlsomt kald.
Floppet er interessant K-B-4 rainbow.
Jeg checker og hun better 6.000. Hun sidder både med maske, solbriller og kasket så ikke så nemt at få nogle tells fra hende, men jeg vurderer at et skub må være sagen. Hun smider helt sikkert en bonde, DD, eller måske en svag konge og selv hvis hun kalder har jeg 8 outs.
Hun tænker længe og ender med at smide.

Folk røg som fluer så pludselig er vi kun 18 tilbage på to borde, så fem fra pengene. Så kom hånden, som jeg gerne vil høre folks kommentarer til. Jeg vil fortælle den detaljeret og mine tanker bag da den er MEGET interessant.

Samler den smukke handske 9-7 i klør op i cutoff (lige før knappen) og raiser til 1800 med blinds nu på 400/800. Alle folder pånær BB som kalder. BB's er kæmpe CL med 70.000 chips ca. mens jeg er ok med med små 40.000.

Floppet er ikke mange sure sild værd K-B-8 med én klør. Har et gutshot straightdraw og det er så det. BB checker og jeg better 3.000 ud, han tanker lidt og kalder så, hmmm det her ser lidt skummelt ud.
Turn er klør B. Overraskende donkbetter han 5000 til mig. Her går der mange tanker igennem hovedet på mig. Han har spillet aggro så tror ikke han har D10 da han ville reraise mig med den hånd, tror jeg. Han kan godt sidde med en knægt og for at beskytte sine trips, eller han kan være på et straightdraw ligesom mig. MÅSKE sidder han med en svag konge, der ville potcontrolle på floppet, men nu vil finde ud af hvor han er i hånden.

Jeg tror mest på at han har en svag konge, eller et straigh draw af en art. Jeg overvejer bare at kalde da et raise kan være risky, hvis jeg får et re-raise all-in i hovedet, så bliver jeg nødt til at smide. Så burde i bakspejlet nok bare have kaldt, men valgte at reraise til 8.000 for at få ham til at smide en evt svag konge eller et højere straightdraw. Raiser kun lidt da jeg stadig kan folde til et skub fra ham.

River kommer med en 9'er. Han checker til mig. Hmmm. What to do? Jeg tror ikke han har ramt en straight da jeg udelukkede D-10 efter call på flop, og kalder mit raise på turn. Jeg har ham mest på en svag konge, måske trips bønder. Det sidste får jeg ham nok ikke til at smide, men vælger at tro på mine instinker og da jeg har reppet en kæmpe hånd hele vejen vælger jeg at amide hele stacken til midten...

Han tænker i laaang tid kigger på mig flere gange og jeg prøver ikke at se nervøs ud, men fuck det er jeg, er inde for mit turneringsliv kun fem pladser fra pengene...gulp

Tror der går 5 min og endelig vælger han at smide. Jeg vælger at flashe min hånd for at vise at jeg godt kan spille kort og de skal være på vagt...he he.

Når til 10-mands finalebordet med en ca. average stack. Da vi er 6 tilbage er blinds blevet gigantiske.

Samler en K-D op med blinds på 2000/4000 med 60.000 bag. Raiser til 10.000 og får et all-in i hovedet fra BB som har har vist nogle halvslatnet handker op tidligere. Bl.a har han kaldet to all-in med B-9 og 10-8. Jeg vælger at kalde da jeg nemt kan være foran.

Han har a-9 og vi er ude i en 40/60%, desværre ingen billedkort til undertegnede og farvel på en 6. plads. Det var personen jeg bluffede i den store hånd der blev min bøddel.

Jeg fotryder ikke mit træk, da de næste pladser ikke steg alverden og var under average på det tidspunkt.

GG


Ingen kommentarer:

Send en kommentar